VELUX FONDENs museumssatsning skal styrke forskning og formidling på landets museer i samarbejde med universiteterne. Siden 2015 har fonden i alt bevilget knap 54 mio. kr. til 12 projekter.

AF PERNILLE STENSGAARD

Pernille Stensgaard (f. 1960), journalist på Weekendavisen. Forfatter til en række bøger, herunder ’Da Louisiana stjal billedet’ (2008). Senest ’Københavnerne’ (2013)

Meningen med et museum er at rumme vores fælles erindring og fungere som kompasnål for, hvem vi er som land og som mennesker. Det er fyldt til randen med vores ting, fysiske genstande fra fortiden, som kan vendes og drejes, sættes ind i nye sammenhænge og fortælle andre historier end dem, vi troede, vi skulle høre. Det er ikke lige meget for vores selvforståelse, om Egtvedpigen var dansk, eller om hun kom vandrende fra Tyskland kort før sin død, som den nyeste forskning fra Nationalmuseet afslører. Afgørende er, at alle historier er baseret på den bedste viden, der eksisterer lige nu. Her træder forskningen ind i billedet. Uanset om et museum er stort eller lille, om det huser to eller hundrede museumsinspektører, har det pligt til at forske på højt niveau ligesom universiteterne.

Det vil alle gerne. Men nogle museer har svært ved at finde tiden, pengene og ressourcerne til at bære et stort forskningsprojekt. I karikeret form står den ene medarbejder på kræmmermarkedet og gør reklame for museet, mens den anden bygger udstillingen om, og den tredje sidder og skriver en artikel til kataloget. Det samme foregår på nabomuseet. Og nabomuseet. Hvorfor ikke arbejde sammen om noget større? Hvorfor ikke slå sig sammen med forskerne på universiteterne? Med udenlandske eksperter? Med de bedste formidlere?

Det er, hvad VELUX FONDEN ønsker at bidrage til gennem den nye museumssatsnings bevillinger. 

Svendborg Museum har i et samarbejde med Fængselsmuseet i Horsens og Center for Velfærdsstatsforskning ved Syddansk Universitet modtaget en bevilling på 5.844.000 kr. Projektet vil udbygge vores viden om udsatte gruppers livsverden og skabe en mere inkluderende fortælling om det danske velfærdssamfund. Foto: Svendborg Museum. Vejstrup Pigehjem nedlægges 1962.

De første bevillinger

Langs vestkysten, især i Nordjylland, ligger resterne af den tyske besættelse 1940-45 i form af grå betonbunkere i sandet og på vej ud i havet. De indgik i Atlantvolden, som strakte sig fra Nordnorge til den spanske grænse, og er stort set de eneste autentiske levn fra besættelsestiden. Disse ufrivillige mindesmærker er voldsomme og interessante, men behandles lemfældigt og tilfældigt, fordi der er fere tusinder af dem. Nogle er revet ned og fernet uden større forundersøgelse. For museerne på egnen er de en ordentlig mundfuld, når de arbejder hver for sig. Og resultatet kan blive snævert lokalt.

”Et enkelt mindre museum kan ikke løfte så stor en opgave alene. Museerne har skabt et fælles forum med hinanden og med universitetet og tilknyttet en udenlandsk bunkerforsker. Jeg tror ikke, de opløser det netværk igen. Og når man først op på det høje, kollektive niveau, bliver projektet også interessant for internationale partnere”, siger Henrik Tronier, programansvarlig i VELUX FONDEN. 

Med 3,2 millioner kroner i støtte fra VELUX FONDEN er Museum Ty gået sammen med Museumscenter Hanstholm, Nordjyllands Kystmuseum, Vendsyssel Historiske Museum og Institut for Kultur og Globale Studier ved Aalborg Universitet for at fortælle en mere vidtrækkende historie, der når udover hver enkelt bunker og besvarer større spørgsmål. Hvad skete der med den lokale beskæftigelse og økonomi i besættelsestiden? Hvordan så de danske bunkermiljøer ud i forhold til andre landes? Hvordan forholdt civilbefolkningen i Danmark sig til besættelsesmagten under krigen?

I stedet for at fortælle historien om en enkelt bunker – hvor mange soldater der boede i den, hvor længe, hvor mange skud blev løsnet – træder museerne direkte ind i en hed debat, der optager hele landet. De udvikler en app til at lokalisere bunkere i landskabet og formidler Atlantvoldens historie på egnen og videre i Europa. 

Med en samlet bevilling på 20,8 millioner til fem nye grupper håber fonden at bidrage til at udvikle måden at arbejde på i museumsverdenen. Lukkede døre skal åbnes, dygtige fagfolk møde hinanden i forskning og formidling. I fre af fem projekter er fere museer gået sammen. I det femte vil resultaterne komme andre tilsvarende periodemuseer til gode. Alle fem har knyttet kontakt til et universitet.

Museum Thy har i et samarbejde med Museumscenter Hanstholm, Nordjyllands Kystmuseum, Vendsyssel Historiske Museum og Institut for Kultur og Globale Studier ved Aalborg Universitet modtaget en bevilling på 3.255.000 kr. Projektet vil samle historiske lokalstudier i de mange betonbunkere langs Nordjyllands kyster og belyse virkningshistorien af den tyske besættelse 1940-45 i et både regionalt, nationalt og internationalt perspektiv. Foto: Museum Thy. Vigsø, mandskabsbunker

I dialog med museerne

Da VELUX FONDEN først havde besluttet sig for at satse på museernes forskning og formidling, begav to medarbejdere sig i 2013 og 2014 ud på en turné til 18 af landets kunst- og kulturhistoriske museer. De besøgte små og store, nogle på kanten af landet, andre i smørhullerne, nogle økonomisk velbeslåede, andre det modsatte. Formålet for Henrik Tronier og Rikke Helverskov Jacobsen var at spørge museerne selv og høre deres ønsker og forslag. Samtalerne handlede om at kortlægge problemer og fnde ud af, hvordan fonden kan hjælpe med at løse dem. Efterhånden kom en række udfordringer til syne. 

”Der kan være en afstand mellem de to verdener. Især mindre museer på kanten af Danmark har erfaret, at det er svært at fnde en fælles balance, som også er på museets præmisser”, siger Henrik Tronier. ”I fonden vil vi gerne være med til at tænke museer og universiteter sammen og få dem bragt ind i et fælles forskningsgreb. Begge parter kan få meget ud af hinanden. Universitetsforskerne kan få styrket deres forskning gennem museernes samlinger og empiriske tyngde og kan få styrket formidlingen af deres forskning gennem museerne, så de når et bredere publikum. Og omvendt kan museet bruge universitetsforskningens teorier som ramme til nye perspektiver på deres samlinger og som et redskab til at formidle samlingerne på en mere aktuel og relevant måde ved at sætte dem i en bredere sammenhæng”.

En af udfordringerne er en risiko for en personalemæssig opsplitning mellem forskere og formidlere indenfor museets egne mure. For forskeren gælder det i dag om at låse sin dør og få skrevet artikler til videnskabelige tidsskrifter. For formidleren gælder det om at stå ude på vejen og forsøge at få folk ind. De er udstillingsdesignere og må i dag have deres fokus rettet mod besøgstal, oplevelser og et publikum, der i stigende grad vil være med. Tidens krav og forventninger risikerer at trække forskning og formidling i hver sin retning.

En anden udfordring gælder forskningen selv: Kulturministeriet skærpede kravene til museernes egen forskning i 2009, så den skal ske indenfor det almene forskningsbegreb ligesom universiteternes. Men museerne har generelt ikke succes med at søge penge til forskningsprojekter. Deres omdrejningspunkt er i sagens natur samlingerne, vores ting, og deres forskningsansøgninger vil derfor tage udgangspunkt i dem snarere end i en original teoretisk idé. Derfor afvises deres ansøgninger ofte, fordi der efterspørges mere tyngde i det teoretiske rammeværk om projektet. Forskere på museerne og forskere på universiteterne har forskellige tyngdepunkter. De første står solidt i empirien og det håndgribelige, de andre i teorien. Derfor lykkes universitetsfolket bedre, når de søger forskningspenge i ofentlige puljer. 

Et andet krav fra Kulturministeriet er, at museernes forskningsansatte skal have en ph.d.-grad for at søge støtte til forskning. Men den teoriorienterede forskning på universiteterne befnder sig ofte fernt fra museets arbejde med genstande i samlingen og udstillinger. Når en af museets ansatte får et ph.d.-stipendium og befnder sig fysisk på universitetet, kan museet opleve, at de kommer på afstand af museets verden. Og bagefter risikerer museet at miste ham eller hende til en forskningskarriere på universitetet. Hvad der i begyndelsen tilsyneladende var en bevilling til museet, bliver reelt en støtte til universitetet.

Samarbejde er løsningen 

I stedet for at opkvalifcere en enkelt museumsmand eller -kvinde via en ph.d. satser fonden på større, kollektive projekter og på at etablere et miljø, hvor forskellige menneskers samlede viden og tilgange bringes ind i et fælles løft. Man opnår den kritiske masse, der skal til for at nå et højt internationalt niveau og fastholde forskerne på museerne. Det kræver et større miljø og fere penge. Fonden forestiller sig, at de nye blandede miljøer reelt kan blande det bedste fra museumsverdenen sammen med det bedste fra universitetsverdenen og endda nå et stort publikum med resultaterne. 

Blandt årets bevillinger er knap 4 millioner kroner tildelt et samarbejde mellem to museer og et universitet: Fiskeri- og Søfartsmuseet, Museum Sønderjylland og Center for Maritime og Regionale Studier ved Syddansk Universitet. Hver for sig besidder de detaljeret viden om Hollands og Danmarks kontakter i 1600- og 1700-tallet, og sammen undersøger og fortæller de historien om det rige Holland og den perifere nabo mod nord og sætter det ind i en større sammenhæng om globalisering. I syv delprojekter undersøges aspekter af verdensbyen Amsterdams indfydelse i Danmark. Forskernes viden dækker historie, etnologi, antropologi og pædagogik. Projektet fremmer dermed tværdisciplinært samarbejde, hvilket også er en del af fondens ambition.

Fri projekter

Forskerne og formidlerne fnder selv hinanden. Vi vil ikke tvinge dem sammen, men i stedet fremme spirende idéer og samarbejder. Alle projekter skal være drevet af forskerne og formidlerne selv, og vi har overhovedet ingen dagsorden sat for emner, men alene for de overordnede og langsigtede mål med satsningen”, siger Henrik Tronier. 

Rikke Helverskov Jacobsen: ”Da vi besøgte museerne, gav nogle af de små og mellemstore udtryk for, at de måske ikke havde en chance for at løfte forsknings- og formidlingsprojekter i konkurrence med de store. Vi vil konstruere vores museumssatsning, så den kan være relevant for alle, uanset størrelse. Bl.a. ved at give mindre museer muligheder for at indgå med små delprojekter i større samarbejder. Det er glædeligt, at det også er lykkedes”. Fonden lægger stor vægt på projekternes måde at arbejde og organisere sig på. At slå bro over nogle af de kløfter, som museerne har peget på. ”Vi støtter projekter, der indfrier det langsigtede løft. Erfaringerne samles og afeveres til museumsverdenen”, siger Rikke Helverskov Jacobsen. 

Museumssatsningen kommer i form af lønpenge til forskning og formidling. Umiddelbart ’kedelige’ og ’usynlige’ penge og ikke særlig iøjefaldende i forhold til at donere en spektakulær museumsbygning, men de kan få afgørende betydning i arbejdet bag kulisserne for til sidst at samles i noget håndgribeligt, der styrker museernes almennyttige værdi. 

Hvorfor ikke lade børnehjemsbørn og indsatte i fængslerne selv fortælle deres historie? Enten direkte eller gennem litteraturen. Mennesker i velfærdssamfundets institutioner kunne med deres vidnesbyrd deltage i opbygningen af museer, der handler om dem selv. Dertil kommer den enestående indsigt i deres liv, det giver publikum at træde ind i et børnehjem i Svendborg eller et fængsel i Horsens. Forsorgsmuseet i Svendborg, Fængselsmuseet i Horsens og Center for Velfærdsstatsforskning ved Syddansk Universitet ønsker at udvikle en ny socialhistorie. De har fået en fælles bevilling på 5,8 millioner kroner til at kombinere historiske studier med antropologiske og litterære. Igen er hovedtanken at sætte forskellige mennesker sammen. Åbne døre. Mellem forskere og formidlere i samme hus. Mellem forskere i huset og på universiteterne. Mellem et museum og et andet. Mellem museum og publikum. Og næste år fortsætter de.