Seks forfattere får legater til skriveophold på universiteter i Danmark, Grønland og på Færøerne

VELUX FONDENs pilotprojekt Writers-in-residence skal fremme dialogen mellem humanvidenskab og kunstnerisk praksis og styrke skønlitteraturen – nu i alle tre dele af rigsfællesskabet. Seks talentfulde forfattere får arbejdslegater til skriveophold i universitetsmiljøer.

Pilotprogram 

Fonden har etableret samarbejde først med seks humanvidenskabelig institutter i forsøgsperioden, hvilket i år har været udvidet med Grønlands og Færøernes Universiteter. Hvert institut inviteres til at indsende op til to ansøgninger. Ansøgningerne er skrevet i samarbejde mellem forfatter og en forsker på det pågældende institut.

Forfatterne får hver toårige arbejdslegater på 200.000 årligt i honorar. Herudover bliver universiteternes udgifter til forfatterkontorer, administration m.v. dækket.

Pilotprojektet er besluttet for en toårig periode og vil i år blive evalueret som grundlag for beslutning om programmets fortsættelse. Læs mere om programmet i dette års writers-in residence-opslag (udløbet).

De nye skønlitterære writers-in-residence er: Sørine Steenholdt, René Jean Jensen, Peder Frederik Jensen, Alen Meskovic, Maja Lee Langvad og Anna Malan Jógvansdóttir. Snart flytter de ind på henholdsvis Grønlands Universitet, Aalborg Universitet, Syddansk Universitet og Færøernes Universitet.

Med programmet ønsker VELUX FONDEN at styrke skønlitteraturen og bane vej for nye litterære gennembrud. Ved at give tid og rum til samarbejde og gensidig inspiration mellem forfattere, forskere og studerende kan der blive skabt  nye, kreative erkendelser og udtryk.

”Efter gode erfaringer med samarbejdet med de seks danske universiteters litteraturmiljøer og de meget talentfulde forfattere, der fik de første writers-in-residence-bevillinger for et år siden, har vi nu udvidet invitationskredsen til litteraturmiljøerne på Grønlands og Færøernes universiteter. Også bevillingsmodtagerne herfra vidner om forfattermiljøer på et højt kunstnerisk niveau, der vil kunne bruge skriveopholdet som inspiration for deres videre kunstneriske udvikling. Samtidig håber vi, at udvidelsen kan styrke de litterære bånd mellem de tre lande. I alle tre lande spiller skønlitteraturen en afgørende rolle i samfundet og demokratiet,” siger programchef Henrik Tronier fra VELUX FONDEN.

Forfatterne har ordet

Herunder kan du se forfatterne og læse deres tanker om at skulle være writers-in-residence.

Klik på pilen under forfatternes navn og universitet.

Peder Frederik Jensen
Institut for Kommunikation og Kultur – Aarhus Universitet:

 

”Jeg skal bruge de to år på at lære, på at være nysgerrig. Jeg har gennem ti år rejst og interviewet mennesker i Cameroun, primært oprindelige folk, og al den viden, de mange indtryk og noter, jeg har liggende, skal i løbet af de to år samles i en bog. Desuden skal jeg skrive anden del af en romanserie. Dele af bogen kræver en viden, jeg kan få på Aarhus Universitet om de mennesker, der rejste ud for at arbejde i Centralafrika under kolonitiden."

René Jean Jensen
Institut for Kultur og Læring - Aalborg Universitet:

 

“Jeg er meget taknemmelig for denne mulighed for at møde studerende og forskere på Institut for Kultur og Læring på Aalborg Universitet, sideløbende med at jeg får mere tid til at skrive. Jeg håber, at samarbejdet vil være til gensidig inspiration og ser frem til to år med arbejdsro og nye dialoger."

Foto: Les Kaner

Anna Malan Jógvansdóttir
Fakultet for Sprog og Litteratur, Fróðskaparsetur Føroya / Færøernes Universitet:

 

"Jeg glæder mig til at være en del af et læsende og skrivende fællesskab, hvor jeg kan udforske, hvordan vi som mennesker laver transaktioner af symboler og værdier igennem skrivekunsten. Det vil forhåbentlig give mig større indblik og forståelse i forhold til mit eget litterære arbejde, samt hvad poesi betyder for andre."

Maja Lee Langvad
Institut for Kulturvidenskaber – Syddansk Universitet:

 

”Jeg glæder mig til at få tid og ro til at skrive. Samarbejdet med Institut for Kulturvidenskaber er en unik mulighed for at være en del af inspirerende miljø, hvor jeg vil kunne få nye perspektiver på de problemstillinger, der optager mig som forfatter. Jeg glæder mig til at gå i dialog med forskerne på instituttet og håber på gensidig vidensudveksling."

Foto: Isak Hoffmeyer

Alen Meskovic
Institut for Kulturvidenskaber – Syddansk Universitet:

 

”Jeg glæder mig til at få udbytte af de faglige perspektiver fra forskerne og studerende på Institut for Kulturvidenskaber, Syddansk Universitet. Samtidig håber jeg, at mine refleksioner over mine egne og min generations postmigrationserfaringer, samt over min kunstneriske bearbejdning af dem, vil yde et bidrag til den eksisterende forskning på området."

Sørine Steenholdt
Institut for Kultur, Sprog og Historie, Ilisimatusarfik / Grønlands Universitet:

 

”Jeg glæder mig rigtig meget til et samarbejde med både forskere undervisere og, ikke mindst, studerende ved Institut for Kultur, Sprog og Historie. Timingen kunne ikke være mere perfekt, da der i Grønland er gang i en spændende udvikling i det litterære liv, og litteraturens potentiale vokser. Sidst men ikke mindst, glæder jeg mig rigtig meget til jeg får arbejdsro til at skrive et påbegyndt manuskript færdigt."

Foto: Christian Klindt Sølbeck

Pressebilleder

Forfattercollagen og de individuelle forfatterportrætter må bruges i forbindelse med omtale af writers-in-residence programmet: Download pressefotos af writers-in-residence her 

 

 

Kontakt:
Gry Louise Minor
Fondsrådgiver, VELUX FONDEN
Phone: 
+45 40 41 24 72
...