OBS Ansøgningsfristen for dette opslag er udløbet. Fristen var 14. juni 2021 kl. 16.00.
Opslag: Kan ny julekalender styrke naturvidenskabelig dannelse?
VILLUM FONDEN og Novo Nordisk Fonden afsætter en ramme på 2,5 mio. kr. til at få lavet en undersøgelse af, om årets julekalender styrker børn og unges naturvidenskabelige dannelse. Virtuelt informationsmøde 27. maj 2021.
Mere info
Læs mere om julekalenderprojektet:
Københavns Universitets pressemeddelelse (10/6-2020)
TV 2's nyhed om optagelsen og castet (16/12-2020)
Læs mere om udbuddet af undersøgelsen:
Årets julekalender på TV 2 ’Kometernes jul’ bliver produceret af Nordisk Film Production i et samarbejde med TV 2 og Niels Bohr Institutet. Kalenderen er støttet af VILLUM FONDEN, Novo Nordisk Fonden, Poul Due Jensens Fond og Bitten & Mads Clausens Fond. Julekalenderen har et naturvidenskabeligt omdrejningspunkt i et eventyrligt univers: Under en camp i astrofysik bliver hovedpersonerne teleporteret til en fjern planet, og på deres rejse får de hjælp af deres fysiklærer Panda-Søren og forskeren Anna. Kalenderen vil blive sendt i december 2021, og i forbindelse med den vil der blive arrangeret forskellige aktiviteter, som børn og unge og deres familier kan gå på opdagelse i, hvis de i vinterens julekalenderhygge bliver inspireret til at prøve kræfter med naturvidenskab i øjenhøjde. Tilbuddene vil både være på digitale platforme og fysiske tiltag, f.eks. i form af skole- og museumssamarbejder.
Ønskeliste til undersøgelse
Fondenes forventning er, at julekalenderen og universet udenom vil nå meget bredt ud og præge diskussionerne ved middagsbordene i mange danske hjem. Håbet er, at julekalenderen hver dag i december vil nå ud til over en mio. danskere, og at mange af seerne bagefter vil gå på opdagelse i de forskellige tilknyttede digitale og fysiske aktiviteter. Spørgsmålet er, om julekalenderen og universet udenom udover at underholde og skabe fællesskab i familien, er i stand til at styrke børn og unges interesse for at se på verden med naturvidenskabelige briller. Og om kalenderuniverset også kan nå børn og unge, der opfatter sig generelt uinteresserede i naturvidenskab.
Derfor ønsker fondene at få foretaget en undersøgelse af julekalenderen og universet udenom, der skal afdække følgende spørgsmål:
- Hvilke grupper af befolkningen ser julekalenderen og bruger det omgivende univers?
- Hvordan oplever børn og unge julekalenderen og universet udenom, særligt det naturvidenskabelige indhold?
- Hvad betyder julekalenderen og universet udenom for børn og unges naturvidenskabelige interesse og dannelse?
Deadline og infomøde
Opgaven er et åbent udbud og kan søges af etablerede forsknings- og konsulentmiljøer. Deadline for ansøgninger er den 14. juni 2021 kl. 16.00.
Læs mere om udbuddet af undersøgelsen:
Info om evalueringsopgaven (pdf)
Der bliver afholdt et informationsmøde på Microsoft Teams den 27. maj kl. 9.30 – 11.00, hvor fondene sammen med professor Anja C. Andersen fra Niels Bohr Institutet og producer Marie Breyen vil fortælle om julekalenderen og undersøgelsen. Der vil være mulighed for at stille spørgsmål. Tilmelding til informationsmødet e-mailes til evalueringsrådgiver Niels M. Søndergaard senest dagen inden: nms@veluxfoundations.dk