Vil du hver dag gå på arbejde med bevidstheden om, at du er med til at gøre en reel forskel for vores samfund? Har du lyst til at sætte ord på arbejdet for demokrati, bæredygtighed og inklusion? Er du ansvarsfuld, initiativrig – og har du humor? Så passer du muligvis ind i det kommunikationsteam, der bl.a. servicerer Velux Fonden.
Vi vil gerne kunne fortælle endnu mere om fonden og de mange spændende projekter, den støtter. Derfor leder vi efter en dygtig og erfaren kommunikatør, der kan binde fondens overordnede strategi sammen med uddelingsområdernes individuelle strategi, og som i samarbejde med fondens programchefer kan spinde den røde tråd, finde de gode historier og få dem videre til web, sociale medier, tryk og presse – og som under alle omstændigheder og med sans for detaljen kan skrive og formidle, så englene synger, og ordbøger samler støv.
Jobbet:
Du vil komme til at fungere som intern kommunikationspartner for fondens uddelingsprioriteter. Det betyder, at du vil være sparringspartner og tovholder i processen med at omsætte områdernes strategi til budskaber, historier samt aktivitetsplaner. Områderne er dejligt forskellige, så du får brug for både strategisk nytænkning og en solid rugbrødsmotor. Fælles for dem er et tårnhøjt fagligt niveau og høj grad af specialisering. Derudover vil du være involveret i vores daglige og interne kommunikation på tværs af fonde, firmagruppe, direktion og bestyrelser. Og du vil være en del af kommunikationsafdelingen, hvor vi er seks personer.
Dig:
Din uddannelse: Kandidatgrad inden for fx kommunikation, sprog, kultur, moderne formidling.
Din anciennitet: +5 års erfaring, fx fra kommunikationsafdeling. Gerne fra universitets- eller andet uddannelsesmiljø, ministerium eller en forskningsfinansierende fond.
Dine kompetencer: Du er vant til at navigere mellem mange stakeholders i forskellige miljøer og omsætter gerne kompliceret stof til effektiv nyhedsformidling og storytelling – elsker udfordringen ved både det, der sigter bredt, og det, der rammer plet hos en helt særlig målgruppe. Du er en dygtig projektleder og super organiseret – lægger planer, deler og følger dem. Du smøger ærmerne op og gør aktivt brug af alle medier, dvs. har en skarp pen – på tryk og online, i artikler, på SoMe, corporate website og præsentationer – kan binde budskaberne sammen i integreret kommunikation. Har erfaring med webredaktion og CMS-systemer, herunder gerne Drupal. Er en levende retskrivningsordbog – 100% perfektionist inden for dansk (og også gerne engelsk) stavning og grammatik. Dit blik er også superskarpt, hvad angår grafisk forståelse, og du har erfaring i at følge og udvikle materiale efter en corporate visual identity.
Dig, helt personligt: Ansvarsfuld, analytisk, systematisk, åben, ærlig, rummelig, humoristisk, værdidrevet.
Ansøgning
Ansøgningsfrist er tirsdag 11. april.
Send din ansøgning, CV mv. via Jobindex.
Vi forventer at holde 1.-samtaler uge 15 og 16
og 2.-samtaler 24-25. april.
Forventet ansættelse 1. juni 2023.
Nu:
Har du spørgsmål til stillingen eller den måde, vi arbejder og fungerer på, inden du er helt klar til at sende din ansøgning – så tag fat i kommunikationschef Charlotte Korsager Winther.
