Professor Jens-Christian Svenning forsker i biodiversitet og økosystemers dynamik for at afdække hvilke faktorer, der former, truer og sikrer Jordens biologiske mangfoldighed. Den 22. januar 2021 modtager han Villum Kann Rasmussens Årslegat til Teknisk og Naturvidenskabelig Forskning 2021 på 5 mio. kr.

Af videnskabsforfatter Lise Bock, HA og cand.scient.

Forskerkarrieren begyndte tidligt

Jens-Christian Svennings interesse for dyr og planter startede i en ung alder. ”Hvis du spørger min mor, så har jeg altid sagt, at jeg vil være videnskabsmand,” fortæller han. ”Jeg lærte mig selv latinske dyrenavne, allerede da jeg gik i børnehave. Det har altid været der.”

Vestjyllands natur har haft stor betydning for Jens-Christian Svennings opvækst, specielt på Fanø, hvor familien havde sommerhus. Her blev ferierne tilbragt med at gå på opdagelse i strandenge, heder og fyrreplantager. ”Vi havde en klitplantage lige i baghaven, som jeg har udforsket og har registreret planter i. Det var også nogle damme, hvor jeg fiskede efter vandinsekter, haletudser og andre smådyr. Jeg registrerede, hvad jeg fangede, i mange somre, rimelig systematisk.”

Hans farmor og farfar boede fast på Fanø. Farfaren var kaptajn, så deres hjem var fyldt med eksotika, han havde taget med hjem fra sine mange rejser. ”Noget af det første, jeg kan huske i mit liv, er kaminen med ibenholtfigurer af elefanter fra Afrika og malerier af Andesbjergene. Det kommer fra min familiehistorik, at jeg er glødende interesseret i hele verden. Det er ikke kun naturen, det er også kulturen. Jeg går altid og drømmer om at opleve nye steder.”

Jens-Christian Svenning, CV

Født 1970, opvokset i Midt- og Vestjylland, bosat i Aarhus

Gift med Else og far til tre

Professor ved Aarhus Universitet

Leder af ’Center for Biodiversity Dynamics in a Changing World’ (BIOCHANGE)

’VILLUM Investigator’-bevilling fra VILLUM FONDEN, 2017-2023

Carlsbergfondets Semper Ardens-forsker, 2016-2020

Starting Grant (Consolidator phase)-bevilling fra European Research Council (ERC), 2013-2017

Medlem af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab

Modtager af Dronning Margrethe II’s Videnskabspris i 2016

Modtager af Uddannelsesministeriets EliteForsk-pris i 2014

PhD i biologi, Aarhus Universitet, 1999

Forfatter til 415 peer-reviewed artikler

Er blandt de 60 danske forskere på Clarivate Analytics liste over verdens mest citerede forskere (baseret på Web of Science)

Se Jens-Christian Svennings profil på Aarhus Universitet her. 

Fotos: Christian Alsing

Fortidens landskaber

Udforskningen af Fanøs dyr og planter gav tidligt en forståelse for livets mangfoldighed, også kaldet biodiversitet. Den angives oftest som antal arter på et givent areal. For Jens-Christian Svenning er det desuden vigtigt at inddrage tidsperspektivet; for eksempel hvordan så landskaberne ud på dinosaurernes tid, og hvordan forandrede de sig i takt med pattedyrenes udvikling.

”Da jeg var otte-ti år, købte jeg for sammensparede penge, bogen 'Fra Urtid til Menneske',” husker han. Bogens smukke farveillustrationer af Zdeněk Burian, der beskriver ikke bare dyr, men også fortidens landskaber, planter og mennesker, var med til åbne interessen for fortidens økologi. Jens-Christian Svenning blev inspireret til at studere de planter, som omgav fortidens dyr, og lede efter dem i nutidens landskaber. ”Jeg kan huske der fra tiårsalderen, at jeg begyndte at kunne kende forskel på planterne, at det hele ikke bare var grønt. Det er jo en verden, der åbner sig.”

”Jeg har altid været fascineret af den nære fortid, hvor der er store ligheder med nutidens natur, men også store forskelle,” fortæller Jens-Christian Svenning. Han har en særlig interesse i perioden Pleistocæn, hvor menneskearter som Homo neanderthalensis og vores egen Homo sapiens blev udviklet. Pleistocæn begyndte for 2,6 millioner år siden og varede indtil for 11.700 år siden. Den er karakteriseret ved flere istider og mellemistider, og dermed store klimaforandringer, som påvirkede dyrs og planters levesteder.

Jens-Christian Svenning fortæller, at han i en af bøgerne om fortidens økosystemer faldt over pollendiagrammer. Det er fortegnelser over pollen fra træer og andre planter, aflejret for tusindevis af år siden og bevaret i iltfattige moser. Fundene kan bruges til at bestemme, hvornår hvilke planter var udbredt i et bestemt område.

”Når jeg har kedet mig i skolen, så har jeg siddet og memoreret det, jeg har læst i min fritid. Jeg sad og gennemgik alle de forskellige pollenslægter, som var i fundene fra Pleistocæn i Europa. For en del af dem har jeg først langt senere fundet ud af, hvordan de så ud – det var ikke så nemt dengang før internettets tid, selvom jeg flittigt bestilte bøger og videnskabelige artikler hjem til det lokale bibliotek. Et eksempel er træet Eucommia, som er uddød i Europa og kun har en enkelt nulevende art i Kina, det såkaldte kinesisk guttaperkatræ, som blandt andet er karakteriseret ved at have gummisaft i bladene. Da jeg i forbindelse med forskning og undervisning begyndte at komme i Kina mange år senere, så jeg små lunde med Eucommia. Det var fantastisk at se dem i virkeligheden.”

Passionen for Latinamerika

Jens-Christian Svennings forskning foregår over det meste af Jorden. Et sted, han har et særligt tilhørsforhold til, er Latinamerika. ”Min far er tropebotaniker. Det har altid været en stor inspiration for mig. Jeg besøgte ham i Ecuador, da jeg var ni år. At være ude og se Andesbjergene, den helt overdådige tropiske natur, og være med til at samle planter, det var jo fantastisk.”

Tidligt på biologistudiet på Aarhus Universitet begyndte Jens-Christian Svenning at fokusere på tropeøkologi. Han henvendte sig til en af sine undervisere, professor Henrik Balslev, som arbejdede med palmer og deres slægtskabsforhold. ”Jeg kan huske, at jeg sagde til ham ved en vores første samtaler, at jeg ville arbejde med økologi og vi blev enige om, at jeg kunne lave et projekt om nogle palmers bestandsdynamik.” Det blev til starten på mange års samarbejde.

Undervejs i studietiden tog han et års arbejdsorlov. ”Der blev en mulighed for, at jeg sammen med min senere kone kunne arbejde som de første feltkoordinatorer i Ecuadors Amazonas. Vi skulle sætte et stort plot op på 50 hektar; ½ x 1 kilometer. Alle træer over 1 cm i diameter i brysthøjde skulle måles og artsbestemmes. Forbindelsen kom op via Henrik Balslev. Han har altid været et kreativt tænkende menneske. Han tænkte, at det kunne være lærerigt og spændende for mig at gå ind i, så jeg kunne få mere tid dernede – og det blev det i den grad.”

Området er et af de steder i verden med allerhøjest biodiversitet. Regnskove har generelt ekstremt høj diversitet, oftest flere hundrede forskellige træarter pr. hektar, set i forhold til Danmarks lidt over 50 arter af hjemmehørende træer og buske. I det vestlige Amazonas er artsantallet ekstremt højt. ”På de første 25 hektar, vi nåede at være med til at etablere, var der 1100 arter af træer og buske.”

Ph.d.’en handlede også om Amazonas; om hvordan samfund af tropiske palmer er struktureret, og hvordan arterne er fordelt i forhold til vækstbetingelser og spredningsmuligheder. Det viste sig, at der i området var et ubeskrevet blad. ”Jeg var med til at beskrive en helt ny art. Det er en lille palme, som vi navngav Geonoma supracostata,” fortæller Jens-Christian Svenning og tilføjer, at ”der er beskrevet en del nye arter for det plot, endda store træer”.

”Jeg er superfascineret af troperne, fordi der er så ekstremt høj biodiversitet. Jeg har desuden et helt særligt tilhørsforhold til Latinamerika. Jeg elsker latinamerikansk kultur. Jeg har boet i Ecuador i to år og Panama i to år, og så har min familie en lang historik med Latinamerika. Jeg føler altid, at jeg på en eller anden måde kommer lidt hjem, når jeg tager til Latinamerika.”

Megafauna i Afrika

Jens-Christian Svennings forskning favner bredt. ”Jeg er lige interesseret i planter og dyr. Meget af det, jeg forsker i med de store dyr, er deres påvirkning af vegetationen, og i et vist omfang også omvendt.”

Meget af forskningen foregår ved computeren. Det er makroøkologisk forskning, som sammenstiller data fra meget store områder, nogle gange fra hele Jorden. I nogle af projekterne indgår også feltundersøgelser. Det gælder for eksempel en større forskningsindsats i Masai Mara, som er Kenyas del af den store Serengeti-savanne med de unikke kæmpemigrationer af gnuer, zebraer og gazeller. Naturen i området er under stærkt pres fra en stigende befolkning, øget ressourceforbrug og samfundsændringer. Jens-Christian Svennings forskergruppe arbejder med at forstå konsekvenserne og finde løsninger til bevaring af områdets meget rige natur. De kobler satellitbilleder med data fra felten for at undersøge ændringer i savanne-habitaterne og arealanvendelsen. Billederne fra satellitterne giver overblikket, men for at kunne oversætte billedernes information er det nødvendigt med opmålinger af blandt andet vegetationen.

”Vi skulle måle noget tæt krat op på savannen. Løver, bøfler og andre potentielt farlige dyr kan godt lide at ligge derinde i skyggen. Vi kørte rundt om buskadset og ind i gennem det, for at sikre os, at det var sikkert at arbejde der. Vi så ingen farlige dyr. En kilometer væk ude på savannen gik en løve, men den havde ikke retning mod krattet, så vi satte vores udstyr op og begyndte at måle. Vores masai-chauffør kørte hele tiden rundt om krattet for at holde øje. Lige pludselig kom han og sagde: ”Løven, den er her om fem minutter.” Vi skyndte os at pakke vores ting sammen og hoppe op i bilen. Kort efter ankom løven og gik hen og lagde sig til at sove, lige der, hvor vi var ved at måle op. Så måtte vi jo vente til en anden dag med at måle færdig.”

”Det er enormt spændende at arbejde i felten i Afrika, fordi det er et af de få steder, hvor man kan finde nogenlunde intakte megafaunaer. Det er helt vildt at opleve, hvad de gør ved et landskab.” Megafauna er ’store dyr’, ofte defineret som dyr på mere end 45 kg. Nu om dage finder man kun rige megafaunaer i beskyttede naturområder i Afrika og det sydlige Asien, men indtil for få tusinder år siden var dyr som elefanter, næsehorn og store katte normen i det meste af verden, også i Europa. Det største overlevende, naturligt forekommende landdyr i Europa er den europæiske bison, der vejer omkring 400-600 kg og nogle gange op til 1 ton eller mere. Arten blev næsten udryddet i 1900-tallet og er stadig meget sjælden i naturen.

Rewilding på Mols

Set ud fra et historisk perspektiv er det helt normalt at have vilde heste i Danmark. ”Heste er en art, vi har haft i europæisk natur i mindst halv million år. De var helt almindelige under alle mulige klimaforhold, men mangler nu i langt det meste af den europæiske natur,” siger Jens-Christian Svenning. Hans forskergruppe undersøger planteædernes effekt i Naturhistorisk Museum Aarhus’ projekt på Mols. Her bliver et stort område afgræsset af vildtlevende Galloway-kvæg og Exmoor-ponyer, som er artsfæller med de uddøde urokser og oprindelige vilde heste.

Projektet er en del af deres forskning i rewilding. ”Rewilding er naturgenopretning med det formål at genskabe de naturlige processer, så naturen kan fungere selv og kan opretholde sin biodiversitet selv. Det er et mål om at få rig natur, der ikke kræver naturpleje,” forklarer Jens-Christian Svenning.

Et af de vigtigste elementer er at genetablere store planteædere som hest, okse og bison i naturen. Det skyldes især, at de store dyr skaber variation i miljøforholdene, ikke mindst i vegetationen. Dermed skaber de mange forskellige levesteder for andre arter. Samtidig er de også med til at sprede planter rundt i landskaberne.

Klimaets betydning for biodiversiteten

Jens-Christian Svennings naturinteresse har altid haft et langt tidsperspektiv. Det gælder også klimaændringerne. Interessen for Pleistocæns klimaændringer startede i teenageårene og har været et forskningsområde for ham i snart tyve år. Hans viden om fortiden og nutiden bruger han til at belyse fremtiden. Nogle af de store spørgsmål er: ”Kan arterne følge med til hurtige klimaændringer, hvor store ændringer i økosystemerne skal vi forvente, hvor stor er risikoen for uddøen, og hvordan kan vi bedst sikre biodiversiteten under de fremtidige klimaændringer?”

”Klimaændringerne vil have stor betydning for, hvilke arter, der kan leve hvor, ” fortæller Jens-Christian Svenning. ”Hvis arterne bare kan flytte til nye steder med passende klima, ville det jo være fint, men jeg ved fra min egen forskning, at mange arter er meget langsomme til at sprede sig. De kan ikke lige flytte sig effektivt over 50 år eller 100 år. Det er svært at forestille sig andet, end at der er risiko for store tab af biodiversitet, hvis vi ikke får mindsket de globale temperaturstigninger over de næste 50-100 år, ikke mindst givet, at der i forvejen er en biodiversitetskrise, hvor arterne er pressede af andre grunde.”

Her kommer Jens-Christian Svennings dybe og mangeårige forståelse for biodiversiteten og de økologiske dynamikker i Latinamerikas regnskove til nytte. ”Amazonas har omkring 16.000 træarter. Den høje diversitet hjælper hele systemet, som ville være betydeligt mindre robust over for klimaændringer og sygdomme, hvis det for eksempel kun bestod af 10 eller 100 arter. Trods det, er der risiko for, at klimaændringer og skovrydninger kan få store dele af Amazonas til at kollapse.” Så, en høj biodiversitet øger økosystemers robusthed, men bliver presset stort nok, kan de alligevel bryde sammen.

Vigtigheden af at sikre en høj biodiversitet har mange andre facetter. ”For mig har biodiversiteten jo kæmpe værdi i sig selv,” siger Jens-Christian Svenning. ”Det er jo livets mangfoldighed, der gør Jorden til en fantastisk planet.”