Mere støtte på vej til at etablere teknologiske værksteder

25.11.2019 l Flere nyheder

Alle landets kommuner kan igen søge støtte til etablering af makerspaces på skoler og uddannelse af lærere, der vil arbejde med designprocesser og teknologiforståelse. 

 

VILLUM FONDEN ønsker at understøtte dannelse til en digital verden hos alle børn og unge. Fonden ønsker derfor at:

- bidrage til, at flere lærere kan undervise elever i designprocesser og teknologiforståelse

-  sikre, at kommuner har infrastruktur og udstyr, så elever får mulighed for at arbejde med materialer, teknologi og digitale processer.

Anden ansøgningsrunde
 

Nu inviterer vi for anden gang landets kommuner til at søge støtte til etablering af læringslaboratorier – makerspaces – for IT og teknologi.

5 kommuner godt på vej

I 2019 kunne kommuner for første gang søge støtte til etablering af kommunale makerspaces.  Vi modtog interessante ansøgninger fra over 30 kommuner og forventer at kunne bevilge omkring 30 mio. kr. til projekter i fem kommuner  i december.

Da der har været stor interesse og engagement fra kommunerne, åbner vi  allerede nu for den næste ansøgningsrunde.

Næste ansøgningsfrist er i juni

Vi regner med i oktober 2020 at kunne uddele cirka 25 millioner kroner til yderligere tre til fem kommuner. Ansøgningsfristen er 2. juni 2020.

Makerspaces som læringslaboratorier

Læs mere om, hvordan landets kommuner kan søge støtte til etablering af makerspaces

Hvad er makerspaces?

Et makerspace er i en skole et konkret, fysisk sted, som er indrettet så eleverne kan arbejde med innovation, kreativitet og produktion. Det er et værksted, hvor man både kan arbejde med nye digitale teknologier som lasercuttere og 3D-printere, men hvor der også er værktøjer og materialer til at arbejde med mere analoge håndværk. Her designer og konstruerer eleverne med laptop, VR-briller, lydstudie og folieskærere, men også med loddekolber, limpistoler, stoffarver, symaskine og søjleboremaskine. Med andre ord et sted, hvor der lægges op til, at man gerne må rode, udvikle og eksperimentere.

På uddannelsesområdet arbejder fonden de kommende år med at understøtte styrket teknologiforståelse og praksisnær læring i skoler og uddannelsesinstitutioner. Børn og unge skal kunne bruge, skabe, forstå og forholde sig til digitale teknologier, ligesom de skal have mulighed for at udvikle praktiske kompetencer gennem arbejde med materialer og produkter.

I den forlængelse støtter fonden udvikling af makerspaces i folkeskolen og også uddannelsen af undervisere og vejledere, der udvikler brugen af forskellige teknologier og digitale redskaber i undervisningen og faciliterer udvikling af undervisningsforløb, hvor elever arbejder praktisk og konkret med materialekendskab, teknologier, digitale værktøjer mv. i design af løsninger på virkelighedsnære problemer.

Begejstring og interesse for teknik og naturvidenskab

VILLUM FONDENs programchef Agi Csonka siger:

”Som fond er vi rundet af en teknologisk og naturvidenskabelig virksomhed, så det er naturligt at vores formål er, at skabe begejstring og interesse for netop det. Men vi har ingen forestillinger om, at naturfag skal fylde mere på bekostning af musik, dansk og historie. Det kan fx være lige så relevant at arbejde i et makerspace i billedkunst og historie, som i fysik og biologi.”

VILLUM FONDEN støtter Børn, Unge og Science 

Har du spørgsmål til makerspaces eller Børn, Unge og Science, så kontakt os gerne