Byggeriet af Danmarks nye naturhistoriske museum kan nu gå i gang

02.05.2019

Byggeriet af Statens Naturhistoriske Museum kan nu gå i gang.

Vejdirektoratet har i dag indgået endelig aftale med Per Aarsleff A/S om at bygge Danmarks nye naturhistoriske museum i Botanisk Have i København. Det nye museum bliver cirka 30.000 m2 og forventes at åbne for publikum i 2023. 

Byggeriet af det nye naturhistoriske museum i Botanisk Have i København kan nu gå i jorden. I dag har Vejdirektoratet, der er bygherre på byggeriet, indgået endelig aftale med entreprenør Per Aarsleff A/S på museet, som skal bygges til Københavns Universitet. 

Det nye Statens Naturhistoriske Museum (SNM) vil bestå af en ombygning af eksisterende bygninger i Sølvtorvskomplekset og nye underjordiske museumsrum. Museet bliver cirka 30.000 m2, heraf vil cirka 15.000 m2 være i eksisterende bygninger. Størstedelen af de nye kvadratmeter bliver bygget under jorden.

Vejdirektoratet har i samarbejde med totalrådgiver og entreprenør gennemført en grundig og omfattende granskning af projektet, inden den endelige aftale blev underskrevet.

”Med dagens underskrivelse er vi nu klar til at gå i gang med det store museumsbyggeri i Botanisk Have. Vi glæder os til at komme i gang med dette fantastiske og spændende byggeri,” siger projektchef Hanne Alrø fra Vejdirektoratet.  

Det nye museum samler Københavns Universitets Zoologisk Museum, Geologisk Museum og Botanisk Museum til et museum i international topklasse.

”Med et nyt naturhistorisk museum sikrer vi den naturhistoriske forskning de bedst mulige rammer for at formidle naturvidenskaben til et bredt publikum og fremme indblik i naturens mangfoldighed og kompleksitet. Københavns Universitet har drømt om et nyt museum i mange år, og vi krydser fingre for en sikker gennemførsel af byggeriet uden forsinkelser,” siger rektor Henrik C. Wegener fra Københavns Universitet.

Også entreprenør Per Aarsleff A/S, der skal bygge museet, glæder sig til at skulle begynde anlægsarbejdet.

”Siden vi blev tildelt hovedentreprisen i november 2017, har vi arbejdet tæt sammen med bygherren om projektet. Vi er glade for at skulle opføre Statens Naturhistoriske Museum i Københavns gamle have, og vi ser frem til at komme i jorden og begynde vores arbejde,” siger viceadministrerende direktør Lars M. Carlsen fra Per Aarsleff A/S.  

Byggeriet af Statens Naturhistoriske Museum finansieres af Københavns Universitet og store donationer til universitetet fra VILLUM FONDEN, Novo Nordisk Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond samt Det Obelske Familiefond. Desuden bidrager staten til finansieringen af det nye museum.

Museet er tegnet af Lundgaard & Tranberg Arkitekter og arkitekt Claus Pryds med EKJ Rådgivende Ingeniører AS som underrådgiver. Landskabet er udviklet i et samarbejde mellem Lundgaard & Tranberg Arkitekter og professor, landskabsarkitekt Steen Høyer med Julie Kierkegaard A/S som projekterende landskabsarkitekt.

Der er byggestart fredag den 3. maj. Bygningerne til det nye Statens Naturhistoriske Museum forventes at være klar ved årsskiftet 2022/2023.

Pressemeddelelse fra Vejdirektoratet