Tinglev-Uge Pensionistforening i Sønderjylland drømte om at etablere et køkken for at skabe bedre rammer for fællesskab og for at lave madklubber for pensionister.
I efteråret 2017 kunne 200 brugere og gæster indvie et nyistandsat aktivitetshus, der byder på en bred vifte af aktiviteter for de ældre medborgere. Op til indvielsen har en lang række frivillige bidraget til renoveringen af det nye mødested.
Selve bygningerne er testamenteret til kommunen og ældre i Tinglevområdet, og renoveringen er bl.a. støttet af VELUX FONDEN med 90.000 kr.
Eneste samlingssted i byen
Tinglev-Uge Pensionistforening har 585 medlemmer og er det eneste tilbud om et samlingssted i byen til kaffe – udover pizzeriaet. Der kommer ca. 100-150 brugere om ugen. De frivillige vil fx bage boller og småkager til pensionisterne og evt. i samarbejde med kommunen servere varm mad for at tiltrække flere brugere. Syv aktive ældre vil gerne stå for driften af cafeen.
Pensionistforeningen (ni ældre) har selv nedtaget, opsat og malet det gamle tekøkken. De frivillige har lagt mange kræfter i renoveringen, og nu er der både kommet nyt køkken, handicapvenligt toilet, kørestolsrampe, ny terrasse osv. i aktivitetshuset i Tinglev.
Formanden for Pensionistforeningen, Jes Petersen, har selv lagt mange timer i arbejdet og glæder sig over, at huset nu står klar til brugerne. På programmet er der nu både gymnastik, computerundervisning, håndarbejde, udflugter, foredrag, dans, idræt, banko og andre hyggelige aktiviteter.
De ældre har bidraget flittigt
3 billeder- Vi har netop udvidet området til vores fællesspisning for enlige og ægtepar, så snart har vi mulighed for at byde 30-35 gæster indenfor til hygge og fællesskab. Mange ældre savner selskab og socialt samvær i hverdagen, og det er vores nye aktivitetshus med til at danne en god ramme for, siger Jes Petersen.
Har du spørgsmål vedr. støtte til aktive ældre, så kontakt os gerne:
