Deadline for interessetilkendegivelser er den 12. marts 2019 kl. 12.00
Invitation til projektidéer under det tværgående program HUMpraxis.
I VELUX FONDEN ønsker vi at undersøge, hvordan store samfundsmæssige udfordringer kan mødes med frugtbare løsninger etableret i et tæt samarbejde mellem humanvidenskaberne og dem, udfordringerne involverer, fx kommuner eller civilsamfundets parter.
Fire projekter i 2018
Dans med Parkinson, sugardating, rollemodeller for unge med autisme og helhedsorienterede metoder til at forebygge social marginalisering. Fire tværgående projekter modtog knap 20 mio. kr. i 2018.
Med HUMpraxis-programmet ønsker vi derfor at se projekter, hvor praktikere og humanvidenskabelige universitetsforskere i et tæt, ligeværdigt og vekselvirkende samarbejde både skaber nye løsninger i praksis og opnår nye grundvidenskabelige og teoriudviklende erkendelser.
Vi inviterer nu ansøgere til at indsende projektidéer indenfor:
Socialområdet
Vi ønsker projekter med fokus på livsforbedringer gennem etablering af fællesskaber for mennesker i en socialt udsat position, som kan styrke den enkeltes selvstændige og uafhængige liv, heriblandt børn, unge, voksne eller ældre. Vi forventer, at forslagene tager udgangspunkt i en konkret kontekst og udvikles i tæt samarbejde mellem forskere, civilsamfundet og offentlige aktører. Vi lægger vægt på det fornyende og modelskabende i form af nye idéer, værktøjer og metoder.
Aldringsområde
Vi ønsker aktuelle bud på afdækning af konkrete og væsentlige udfordringer, der påvirker sårbare ældres livskvalitet. Det kunne være gennem undersøgelser af forholdet mellem pleje/omsorg, institutionelle praksisser og sociale, pædagogiske eller etiske forhold, der kan føre til udvikling af praksis eller udvikling af de sårbare ældres mestring af deres liv eventuelt via rehabilitering. Vi lægger vægt på involvering af sårbare ældre, pårørende og evt. plejepersonalet i selve forskningsprocessen samt på en tydelig effekt for de sårbare ældre.
Miljøområdet
Vi ønsker projekter, der bidrager med ny viden og erkendelser inden for samfundets store natur-, klima- og miljøudfordringer. Det kunne være gennem undersøgelser af kulturelle normer, institutionelle praksisser og sociale eller etiske forhold, der kan føre til udvikling af nye anbefalinger, policy-forslag eller ændret praksis, som vil have en positiv miljøeffekt. Der lægges vægt på nytænkende metoder og samarbejdsformer.
Krav til ansøgere for alle tre områder
-
Projektet skal berøre en væsentlig samfundsmæssig problemstilling.
-
Forsknings- og praksisdelene skal være etablerede og tæt integrerede i det samlede projektdesign og være hinandens forudsætninger. Rene forskningsprojekter eller rene udviklingsprojekter støttes ikke.
-
Såvel praksis- som forskningsinstitutioner kan ansøge. Forskningsdelen skal varetages af universitetsforskere fra humanvidenskabelige fagområder, dvs. alle humanistiske fag og de nærmest beslægtede samfundsvidenskabelige fag (antropologi, psykologi, politologi og sociologi) samt de humanvidenskabelige dele af folkesundhedsvidenskab.
-
Projektet skal rumme grundvidenskabelige elementer, dvs. indeholde teoriudvikling og ikke udelukkende bestå af følgeforskning, dataindsamling eller evaluering. Projekter, hvor forskningsdelen alene er følgeforskning, vil ikke komme i betragtning.
-
Projektet må ikke direkte fremme specifikke kommercielle interesser, formål eller parter.
Skabeloner til download
Find skabeloner til interessetilkendegivelse og budget i ansøgningsportalen.
- Download skabelon til interessetilkendegivelse og gem den, før du udfylder felterne.
- Udfyldelse af skabelon til budget er ikke et krav. Skabelonen følger universiteternes opsætninger.
Forløb og bevillingsramme
- 12. marts: Frist for interessetilkendegivelse. Skabelon skal bruges. Herudover skal der vedlægges CV’er på forsknings- og praksispartnere (2 sider i alt, gerne med aktive links).
- Ultimo april: Alle ansøgere modtager svar.
- Ultimo april: Udvalgte ansøgere bliver inviteret til at sende fuld ansøgning og tilbudt at deltage i vejledningsmøder i april og maj (25. april - 10. maj).
- 29. august: Frist for fuld ansøgning.
- Medio november 2019 modtager ansøgere endeligt svar.
Der er afsat 30 mio. kr. til bevillinger i 2019
Der kan søges om midler til:
- Frikøb/løn til praksisaktører, projektmedarbejdere og projektledelse.
- Ph.d.- eller postdoc-stipendier samt frikøb af fastansatte forskere.
- Praksisrelaterede aktiviteter.
- Projektspecifikke omkostninger ifm. drift, publikationer, møder, konferencer m.m.
- Formidling af resultater samt forankring af metoder og aktiviteter.
- Se evt. VELUX FONDENs budgetskabelon for nærmere specifikationer.
Find flere informationer om HUMpraxis-programmets formål, rammer og forløb her.
Ofte stillede spørgsmål
Projektet skal rumme både humanvidenskabelige universitetsforskere (og evt. andre relevante forskere fra andre forskningsinstitutioner), og praksisaktører fra det offentlige og/eller civilsamfundet i tæt integrerede samarbejdsrelationer gennem projektets enkelte dele. Interessetilkendegivelsen vil kun komme i betragtning, hvis samarbejdsrelationerne til praksis er etableret på ansøgningstidspunktet og ikke kun er påtænkt.
Det samlede projekt skal bidrage afgørende til realisering af den praktiske dels formål med effekter og på måder eller niveauer, som ikke ville være mulige uden forskningsdelen.
Der er ingen procentuelle grænser for frikøb. Fonden ser gerne, at der i projekterne indgår en medfinansiering.
Nej, det er først til den fulde ansøgning, at I skal udfylde budgetter ud fra fondens budgetskabelon. Budgetter kan dog uploades, hvis ønsket.
Der skal vedhæftes overordnede CV’er på ansøgere og evt. deltagere på i alt 2 sider i et samlet pdf-dokument. Suppler gerne med aktive links til person/PURE-profiler.
Klar til at sende din interessetilkendegivelse?
Deadline: 12. marts 2019 kl. 12.00
Humanvidenskab og praksis
Læs mere om HUMpraxis-programmets formål og rammer - og find eksempler på projekter, vi har støttet.
Kontakt
Du er meget velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål, herunder om dit projekt falder indenfor rammerne af vores fokus.
Humanvidenskab


Sociale indsatser

Miljø

Aldring
