Projekt 'plastfrit hav' er kommet godt i gang

Projekt Plastfrit Hav har i starten af året modtaget 8,9 millioner kroner fra VILLUM FONDEN og VELUX FONDEN. Bag projektet står de to NGO’er Plastic Change og Det Økologiske Råd samt brancheorganisationen Plastindustrien.

Formålet med Projekt Plastfrit Hav er at gennemføre række forskellige tiltag, der skal undersøge og reducere plastforureningen i havet i Danmark. Projektet har i sommerens løb lanceret en række film med interviews med nogle af de centrale aktører i de forskellige delprojekter. Se et par af filmene her.

Bænken og spanden

1000 tons plastik skyller årligt op på den danske vesterhavskyst. Projektet hylder de flere tusinde frivilliges oprydningsindsats og sætter spot på problemet med plastforurening. Samtidig viser vi, hvor stor en værdi plasten stadig har. Plastikken sorteres og laves til bænke og spande, der opstilles i kystkommuner som symboler på, at vi ikke må tabe plastikken til havmiljøet, og at plast endda rummer et stort genbrugspotentiale. Primære partnere i projektet er KIMO, KRADS, Aage Vestergaard Larsen A/S og Dansk Rotations Plastic ApS.

Filmen er venligst udlånt af Plastic Change.

Beat the Microbead - Fra app til dialog

En skrubbecreme kan indeholde op til 400.000 stykker mikroplastik, bevidst tilsat selvom der findes naturlige alternativer. Projektet udgiver en dansk baseret app, der guider forbrugerne uden om kosmetikprodukter med et indehold af mikroplastik. Samtidig føres en kampagne der skal give politiske indspark til debatten om brugen af mikroplast i plejeprodukter. Målet er, at der, som i USA, kommer et forbud mod brugen af mikroplast i kosmetiske produkter. Første delmål er at påvirke den danske regering, så den aktivt arbejder for, at EU gennemfører en sådan lov. Plastic Soup Foundation, som står bag udviklingen af den oprindelige app ’Beat the microbead’, er partner i projektet.

Filmen er venligst udlånt af Plastic Change.

Læs mere om projektet og følg med hos Plactic Change

1.9.2016