Forsker i mystisk blindhed

Jakob Vennike Nielsen er én de forskere, der tidligere har modtaget støtte fra VELUX FONDENs satsning på yngre øjenforskere.

Jakob Vennike Nielsen er ph.d. fra Institut for Molekylær Medicin på Syddansk Universitet. I 2015 modtog han 1.725.000 kr. til sit postdoc-projekt om den særlige form for blindhed kaldet kortikal blindhed.

Det formodes, at denne mystiske sygdom bl.a. opstår pga. af forstyrrelser under den normale udvikling af hjernebarkens visuelle områder. Konsekvensen er, at man kan miste sin visuelle fornemmelse og fx kan have svært ved at genkende formen på de ting man ser, svært ved at genkende ansigter eller svært ved at navigere og finde vej.

6 mio. til postdoc-stipendier 

VELUX FONDEN har i 2017 afsat en pulje på kr. 6 mio. til postdoc-stipendier til yngre øjenforskere. Stipendierne skal udvikle og fastholde kompetente forskere i starten af deres selvstændige forskerkarriere.

Læs invitation til ansøgninger 2017

Kortikal blindhed i fokus

”Med min forskning vil jeg gerne bidrage til, at vi bliver klogere på, hvordan hjernebarkens primære synsområde dannes. Hvis der er fejl under dannelsen af dette område, så påvirker det vores evne til at bearbejde og forstå synsindtryk – og det kan medføre hjernebetinget synsnedsættelse eller i nogle tilfælde, at man slet ikke har noget funktionelt syn, hvilket kaldes kortikal blindhed,” fortæller Jakob Vennike Nielsen.

Fokus i projektet er på det såkaldte Zbtb20-gen. De konkrete forsøg i projektet foregår på genmodificerede mus, da basalvidenskabelige forsøg af denne type ikke er muligt på mennesker.

”Vi ved i forvejen, at Zbtb20-genet er essentielt for udviklingen af hippocampus, der er hjernens indlæringsdel, som bl.a. understøtter synsbaserede hukommelsesprocesser såsom genkendelse af objekter,” fortæller Jakob Vennike Nielsen og løfter sløret for nogle af projektets foreløbige resultater:

”Vores foreløbige resultater viser, at ændringer i udtrykket af Zbtb20-genet faktisk påvirker udviklingen af hjernebarkens primære synsområde. Lige nu er vi derfor optagede af at lave en detaljeret beskrivelse af ændringerne og identificere de underliggende molekylære mekanismer,” fortæller Jakob Vennike Nielsen.

Godt i gang med støtte fra VELUX FONDEN

Projektet løber over de næste tre år. Om støtten fra VELUX FONDEN siger Jakob Vennike Nielsen:

”Jeg er meget taknemmelig for den økonomiske støtte fra VELUX FONDEN, som har været altafgørende for, at mit forskningsprojekt kan gennemføres.”

Læs mere om VELUX FONDENs støtte til øjenforskning.

 

7.11.2016